Verden som agressionspunkt – Håbefuld
Siden internettets indtog er verden for alvor blevet mindre. De enorme teknologiske kvantespring vi har været vidne til de sidste 40 år, som synes at blive vildere og vildere, har medført en masse fantastisk. Vores mulighe-der for helbredelse, velstand, oplevelser, læring og eventyr, er rigere end nogensinde.
Der er dog også en bagside af medaljen…
Der foregår en social accelleration i verden, som er en drivkraft og logik for den evige optimering og foran-dring, som præger, løfter og hærger, som udvikler alt og ikke levner rum for stilstand. Denne proces drives af en tornadorisk dynamo, som holder er selvantændende og konstant gødene.
Dynamisk stabilisering præger vores samfund. Det betyder, at den konstante stræben efter acceleration, gør at samfundet iterativt søger at stabilisere sig dynamisk, ved at øge og vækste. Der er ikke plads til status quo. Det moderne samfund kan kun opretholde sig selv ved at vækste, ekspandere og reproducere. Der fordres uende-lig vækst, teknologisk acceleration og kulturel innovation.
Vores forhold til verden har ændret sig. De moderne teknologiske muligheder kombineret med vækstparadig-mer og udbredt konkurrence, gør at vi opfatter samfundet anderledes end tidligere.
Den evige higen efter fremskridt samt den indlejrede konkurrence-mentalitet i samfundet, gør at vi opfatter verden som et aggresionspunkt. Det betyder at alt hvad der findes, ønsker vi som moderne mennesker at klare, beherske, erobre, opnå, udnytte, kontrollere, besidde og nyttiggøre. Alting synes indenfor rækkevidde. Vi vil optimere vores krop, rejse alle steder hen, opleve ting, lære nye sprog, bruge og shoppe løs. Det fordrer en umættelig rovdrift på verdens ressourcer og klima.
Fænomener og mennesker omkring os får ikke lov til at gøre indtryk på os. Fordi vi ikke er nærværende, og fordi vi ikke lytter til ’alt det der kalder på os’. Vi er i realtionsløse relationer uden inderlig forbundethed. Der hersker en ligegyldighed, eller en ’jeg bruger blot ham/hende til at opnå noget’.
Livfuldhed og resonante hændelser trækker sig tilbage fra os.
Rosa hævder at accelerationskræfterne er en totalitær kraft i det moderne samfund. Det er en allestedsnær-værende og gennemgribende drivkraft, som har dikursiv magt og som gennemsyrer vores kultur. En decelera-tion har ingen magt i forhold til accelerationen. Derfor er svaret ikke deceleration – at sætte tempoet ned. Det ville for de fleste være en al for stor kontrast. Svaret ligger i resonans. At opsøge, dyrke og inspirere til reso-nante oplevelser. Dermed banes vej for mening, bæredygtighed og forbundethed.
Idag anerkender vi hinanden for prestige, materielle goder og image. En anden vej, som jeg personligt tilskyn-der og tilstræber, er en vej med sårbarhed, omsorg, empati og nærvær. Hvor vi kan opleve ægte, autentiske og transformerende møder med menneskerne omkring os. Hvor vi kan løfte hinanden og sprede imødekommen-hed og håb. Et ændret fokus, fra personlig vækst, til VI.
Hvor genkender du ovenstående?
I næste BLOG vil jeg komme mere ind på hvordan vi åbner op for rammer, hvor resonans og connection ofte opstår.